To meter lang python-slange blev fundet i have i Rødby

    To meter lang, sort og med brune firkanter.

    Sådan beskriver politiet den python-slange, der er blevet fundet i en have torsdag i Rødby på Lolland.

    Sydsjællands Politi efterlyser dens ejer. Klokken cirka 16 har politiet stadig ikke fået nogen henvendelser.

    Torsdag eftermiddag tog en patrulje fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Rødby for at indfange slangen. Nu befinder den sig i krokodillezoo i Eskildstrup.

    – En patrulje tog derned. De fangede den og puttede den i en papkasse, og så kørte de den op til krokodillezoo. De har en masse af dem i forvejen, så de ved, hvordan de skal håndteres.

    – Der skal den være, indtil der er en ejer, der melder sig, siger vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ove Christoffersen.

    Man ved ikke, hvordan slangen er sluppet fri, eller om det er en privatperson, der ejer den. Det kan muligvis være en person i nabolaget, der savner den.

    /ritzau/