Donald Trumps ældste søn, Donald Trump Jr. siger i et interview med tv-kanalen Fox Networks, at han ikke talte med sin far om det omdiskuterede møde med russiske kilder i juni 2016.
Formålet med mødet var at skaffe oplysninger om Hillary Clinton, der kunne skade hendes kampagne op til præsidentvalget.
– Der var intet at fortælle om. Det var ikke andet end 20 spildte minutter, hvilket er en skam, siger han i interviewet.
Donald Trumps søn har valgt at lægge en korrespondance af e-mails frem i forlængelse af de seneste dages spekulationer om et møde sidste år mellem ham og en russisk advokat.
Offentliggørelsen kom i kølvandet på, at New York Times i detaljer kunne omtale en række e-mails, der var gået forud for mødet.
På Twitter har Donald Trump Jr. offentliggjort det, han omtaler som hele ordudvekslingen med pr-manden Rob Goldstone om mødet.
Goldstone arrangerede mødet mellem præsidentens ældste søn, som arbejdede på Donald Trumps kampagnehold, og den russiske advokat Natalia Veselnitskaja.
/ritzau/











