En våbenhvile i det sydlige Syrien, som USA og Rusland sammen med Jordan har været med til at formidle, er søndag formiddag trådt i kraft.
Aftalen blev offentliggjort oven på et møde mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.
De to mødtes for første gang i den tyske storby Hamburg, hvor det netop afsluttede G20-topmøde fandt sted.
Våbenhvilen er det første initiativ, som Trump-administrationen står bag i samarbejde med Rusland. Det skal forsøge at skabe stabilitet i krigsramte Syrien, skriver nyhedsbureauet AP.
Håbet er, at den vil bane vejen for en bredere og mere robust fredsaftale, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Men ingen våbenhvile har nogensinde holdt i den seks år lange konflikt.
Og det er ikke klart, hvor meget de krigsførende parter i området – syriske regeringsstyrker og oprørsgrupper – vil bestræbe sig på at overholde aftalen.
Krigen begyndte i 2011, da demonstrationer mod den syriske præsident, Bashar al-Assad, voksede sig store.
USA og Rusland er blot nogle af de mange parter, som er involveret i den langvarige konflikt, hvor også en række jihadistgrupper som Islamisk Stat har blandet sig.
Mens Syriens styre blandt andet støttes af russerne og Iran, støtter USA og Tyrkiet en række oprørsgrupper, der kæmper imod præsident Assad.
/ritzau/











