10.000 polakker evakueres efter fund af tysk bombe

    Fundet af en kæmpe bombe fra 2. Verdenskrig får søndag formiddag polske myndigheder til at evakuere 10.000 personer i det østlige Polen.

    Anna Kowalska, der er talsperson for rådhuset i Bialystok, siger, at evakueringerne allerede er påbegyndt.

    I busser bliver indbyggerne i byen Bialystok og det nærliggende amt Suprasl fragtet til skoler, hvor de skal vente, til bomben er blevet fjernet.

    Bialystok ligger tæt på grænsen til Hviderusland.

    Fundet blev gjort i forbindelse med vejarbejde torsdag.

    Den vejer 500 kilo og er en tysk TS-500-bombe. Eksperter vil laste bomben på en særlig lastbil og destruere den på en prøvebane.

    /ritzau/AP