Racerkøreren Kevin Magnussen (Haas) fortsatte lørdag formiddag med at sætte hurtige træningstider forud for søndagens Formel 1-grandprix i Østrig.
Den 24-årige dansker satte syvendehurtigste tid af de 20 kørere i den tredje og sidste træning.
Magnussen var 0,079 sekunder hurtigere end holdkammeraten hos Haas, franske Romain Grosjean, der var ottendehurtigst.
Fredag satte Magnussen syvendehurtigste tid i den anden træning.
De hurtige træningstider lover godt for kvalifikationen, der køres lørdag klokken 14.
Tyske Sebastian Vettel (Ferrari) var hurtigst i tredje og sidste træning med en tid på 1 minut og 5,092 sekunder.
Weekendens Formel 1-grandprix i østrigske Spielberg køres søndag klokken 14.
/ritzau/











