AGF sikrer sig tidligere Sønderjyske-profil i Frankrig

    AGF har lørdag sikret sig den tidligere Sønderjyske-profil Adama Guira.

    Sidste sommer forlod den 29-årige midtbanespiller fra Burkina Faso efter tre sæsoner Sønderjyske, da han skiftede til Lens i fransk fodbold.

    Opholdet blev dog ikke den store succes, og det har banet vejen til endnu et ophold i Alka Superligaen.

    – Jeg er glad for at være her, og det her er starten på et nyt eventyr for mig.

    – Det er et nyt hold, men det er ikke en ny liga for mig, siger Adama Guira til AGF’s hjemmeside.

    Sportschef Peter Christiansen har en forventning om, at Guira hurtigt falder til i sin nye klub.

    – Han passer rigtig godt ind i den måde, vi spiller på, og da han samtidig har et indgående kendskab til Alka Superligaen, har vi også en forventning om, at han hurtigt vil falde til og bidrage til at løfte vores niveau, siger sportschefen.

    Adama Guira har fået en kontrakt af tre års varighed. Han træner med i AGF, så snart hans arbejdstilladelse er faldet på plads.

    /ritzau/