I løbet af de næste timer vil der bliver udråbt en “sejr” i den irakiske storby Mosul, hvor der kun mangler “nogle få meter”, inden hele byen er befriet fra Islamisk Stat (IS).
Det oplyser irakisk stats-tv.
Irakiske styrker har med international hjælp kæmpet for at fravriste kontrollen over byen fra Islamisk Stat siden oktober 2016.
Den ekstremistiske gruppe erobrede Mosul i 2014, og byen er gruppens sidste bastion i Irak.
Det var her, Islamisk Stat udråbte sit kalifat fra den ikoniske Nuri-moské, som for nylig blev ødelagt i et bombeangreb.
Kampene om byen har kostet mange civile livet og sendt flere hundredtusinder på flugt.
Civilforsvaret i Mosul anslog i begyndelsen af juli, at der ligger 4000 døde begravet i resterne af storbyen. Mange af dem vil formentligt aldrig blive fundet.
/ritzau/Reuters









