Kilde: G20-lederne er splittet om klimaet

    G20 er splittet om klima, oplyser en unavngiven EU-embedsmand.

    Det skyldes angiveligt, at USA – der har trukket sig fra klimaaftalen i Paris – ønsker at skrive en henvisning til fossile brændstoffer ind i den sluterklæring, som de 19 lande og EU ventes at præsentere på et topmøde i Hamburg senere lørdag.

    Men der er “en kritisk masse af lande”, som er imod at skrive fossile brændstoffer ind, tilføjer den unavngivne embedsmand.

    G20 er en sammenslutning af verdens 19 vigtigste industrilande og vækstøkonomier samt EU.

    Gruppen blev dannet i 1999, og der har siden 2008 været årlige eller halvårlige topmøder.

    Værtskabet går på skift mellem landene, og deltagerne i Hamburg tæller verdensledere som USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin.

    G20 har ingen formel beslutningskraft eller myndighed. Men mødernes sluterklæringer udstikker retningslinjer for, hvad de magtfulde lande vil og kan sammen.

    Og dette mødes vært – Tysklands forbundskansler, Angela Merkel – siger ifølge nyhedsbureauet AP, at G20-lederne “stadig har en stor mængde arbejde foran sig”, før de kan formulere en sluterklæring lørdag.

    De store emner er, ud over klima, frihandel og terrorbekæmpelse. Men også samarbejdet med afrikanske lande og sundhed er på dagsordnen.

    /ritzau/Reuters