Brøndby forlænger lejeaftale med målfattig angriber

    Fodboldklubben Brøndby forlænger lejekontrakten med den tjekkiske angriber Jan Kliment, så han er i klubben frem til sommeren 2018.

    Det oplyser Brøndby på klubbens hjemmeside.

    Kliment spillede 21 kampe for Brøndby i sidste sæson. Han scorede blot én gang.

    Sportsdirektør Troels Bech har dog tiltro til angriberen.

    – Jan er ikke bange for at arbejde hårdt, og han ved, hvad vi forventer af ham, så nu skal arbejdshandskerne på – og så skal kampene og målene nok komme.

    – Det er så nemt i fodboldens verden at smide ud og finde noget nyt. Det var da også en overvejelse, vi havde, da det jo nærmest er en automatreaktion i et transfervindue, at nyt altid er bedre, siger Bech.

    /ritzau/