Den danske Formel 1-stjerne Kevin Magnussen havde en fin første træning fredag forud for weekendens østrigske grandprix.
Haas-køreren blev noteret for den 12. bedste tid, og dermed var Magnussen hurtigere end sin teamkammerat, franske Romain Grosjean.
Hurtigst var Mercedes-køreren Lewis Hamilton. Briten noterede sig en tid på lige under et minut og seks sekunder.
Magnussen var 1,619 sekunder langsommere end Hamilton. Grosjean var lidt over to sekunder fra Hamiltons tid.
Danskeren kommer formentlig med en god portion selvtillid, efter at han for knap to uger siden kørte en flot syvendeplads hjem i det dramatiske gadeløb i Baku, Aserbajdsjan.
Med syvendepladsen overhalede Magnussen teamkammeraten Grosjean i VM-stillingen.
Løbet i Baku blev dramatisk, fordi de to bejlere til VM-titlen kolliderede på banen.
Ferraris Sebastian Vettel kørte bevidst ind i Hamilton efter en kontakt forinden mellem deres biler.
Under løbet, mens der var safetycar på banen, kørte Vettel op i sin britiske rival bagfra, da de var kommet ud af et sving.
Vettel mente, at Hamilton bevidst bremsede op i stedet for at sætte fart i sin racerbil.
Tyskeren blev så ophidset, at han efter episoden kørte op på siden af Hamilton og havde kontakt med britens Mercedes.
Det kostede den utilfredse Vettel en såkaldt stop-and-go-straf på ti sekunder under grandprixet, mens Hamilton ikke blev straffet. Yderligere straf kom der ikke.
Op til weekendens grandprix i Østrig undskyldte Vettel sin kørsel over for Hamilton. Det skete på et pressemøde torsdag.
Her var Vettel og Hamilton deltagere ved det samme pressemøde. Sammen med Magnussen i øvrigt. Men alt på pressemødet handlede om Vettel og Hamilton.
Anden træning går i gang fredag klokken 14.
/ritzau/











