En bil er mandag aften dansk tid kørt ind i en gruppe fodgængere nær den internationale Logan-lufthavn i den amerikanske storby Boston.
Mindst ni personer meldes såret, skriver avisen Boston Globe. Det fremgår ikke, om der er tale om et angreb.
Politiet oplyser, at en gruppe fodgængere blev ramt af bilen mandag eftermiddag lokal tid. Episoden skete nær en taxaholdeplads.
Ambulancer, brandfolk og politi er på stedet.
Det er uklart, hvor alvorligt ofrene er kommet til skade. De bliver fragtet til forskellige hospitaler i området.
/ritzau/











