De første ulve er begyndt at yngle i Danmark

    De første ulve er begyndt at yngle i Danmark, og det har foreløbig kastet mindst tre hvalpe af sig fra et ulvepar i Vestjylland.

    Miljøstyrelsen har tidligere registreret et ulvepar i området syd for Holstebro, og det er efter al sandsynlighed samme par, som nu har fået hvalpe.

    Det oplyser Miljøstyrelsen mandag i en pressemeddelelse.

    – Danskerne behøver ikke være bange for ulven, fordi der nu er dokumenteret ulvehvalpe. Det gør hverken ulven mere eller mindre problematisk, siger fungerende kontorchef i Miljøstyrelsen, Annette Samuelsen.

    Naturstyrelsen modtog for små to uger siden forlydender om, at der var ulvehvalpe i det pågældende område og satte derfor på Miljøstyrelsens foranledning vildtkameraer op.

    Et af kameraerne fangede i weekenden tre hvalpe. Billederne er siden blevet verificeret af ulveeksperter fra Lupus Instituttet, som overvåger og forsker i ulve i Tyskland.

    /ritzau/