FCM sælger anfører til østeuropæisk klub

    FC Midtjyllands håndboldkvinder sælger anfører Sabina Jacobsen til en endnu unavngiven østeuropæisk klub.

    Det skriver FCM på sin hjemmeside.

    Ifølge hbold.dk er den nye klub for den svenske landsholdsspiller og forsvarsstyrmand rumænske CSM Bucuresti.

    Direktør i FCM Håndbold, Jakob Mølgaard Christensen, siger, at klubben regnede med et salg efter sidste sæson.

    – Vi følte os allerede ret sikre på, at Sabina Jacobsen gik ind til sin sidste sæson i FCM. Da dette attraktive tilbud så dukkede op, slog vi til, da det ville sikre os en god skilling her og nu.

    – Samtidig har vi i ledelsen bundet hinanden op på, at vi skal levere positive tal på bundlinjen i den kommende sæson, hvilket dette salg i den grad kan være med til at sikre, siger han til klubbens hjemmeside.

    /ritzau/