Angela Merkels kristendemokrater vil udrydde arbejdsløsheden inden 2025, og der venter tyskerne skattelettelser, hvis den siddende forbundskansler vinder magten igen.
Det fremgår af et valgprogram fra CDU og søsterpartiet CSU, som er blevet vedtaget enstemmigt mandag formiddag, erfarer nyhedsbureauet dpa.
Der er valg til Forbundsdagen 24. september.
– Centralt står, at vi gerne vil have fuld beskæftigelse, siger CSU-formand Horst Seehofer
Når partierne taler om fuld beskæftigelse, mener de en arbejdsløshed på under tre procent. I øjeblikket er arbejdsløsheden på 5,5 procent.
CDU og CSU vil også sende flere penge til politiet. Politistyrken skal øges med 15.000 mand nationalt.
Kristendemokraterne vil give skattelettelser for mere end 15 milliarder euro.
/ritzau/dpa











