Esbjergs nedrykkere henter teenagetopscorer fra Rumænien

    I bestræbelserne på at vende tilbage til Alka Superligaen har Esbjergs nedrykkere hentet den 19-årige rumænske angriber Adrian Petre.

    Det oplyser Esbjerg på klubbens hjemmeside.

    Petre er hentet i den næstbedste rumænske række, hvor han sidste sæson scorede 28 mål i 29 kampe for FC Uta Arad.

    Esbjerg har udstyret Petre med en fireårig kontrakt. Sportsdirektør i Esbjerg, Ted van Leeuwen, håber, at målstimen fortsætter i Danmark.

    – Adrian Petre er en talentfuld angriber, der scorer med både højre og venstre ben samt med hovedet. Han er et af de større talenter, jeg har set i det sidste halve år.

    – Der var stor konkurrence om at få ham, men han er motiveret af at ville bygge sin karriere op, og derfor valgte han EfB, siger Ted van Leeuwen til klubbens hjemmeside.

    /ritzau/