Et bandemedlem har ufrivilligt tilbragt fredag aften med medlemmer fra en anden bandegruppering, der udøvede vold mod manden, inden han slap fri.
Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Manden blev fem minutter over otte fredag aften hevet ud af sin bil på Herningvej i Brabrand i det vestlige Aarhus. Han blev mod sin vilje slæbt over i en anden bil, hvor medlemmer fra en anden bandegruppering sad.
– De kørte herefter væk med manden, der i forbindelse med frihedsberøvelsen blev udsat for vold og pådrog sig flere skader, inden han slap fri, oplyser Østjyllands Politi.
Ingen af skaderne behøvede behandling.
20 minutter senere standsede en patruljevogn den bil, der var kørt væk med manden på Glamhøjvej.
Her anholdte politiet tre mænd på 23, 29 og 34 år, der formodes at have forbindelse til bortførslen.
De er sigtet for grov vold.
Østjyllands Politi er nu “massivt” til stede i området, oplyser politikredsen. En efterforskning pågår fredag aften stadig.
/ritzau/











