Fire mænd fra rockermiljøet er torsdag i Københavns Byret blevet idømt straffe på op til et års fængsel for flere tilfælde af bedrageri og dokumentfalsk for at skaffe sig vin, computere og lån.
De brugte blandt andet falske kørekort til at skaffe sig lånene, og en af dem foregav i flere tilfælde at være advokat.
To af mændene på 41 og 25 år fik hver et års fængsel, mens en 29-årig mand fik et halvt års fængsel. Den fjerde, der er 27 år, fik et års fængsel, hvoraf seks måneder blev gjort betinget.
De udbad sig alle betænkningstid og overvejer nu, om de vil anke dommene.
/ritzau/











