Maduro: Helikopter skyder mod Venezuelas højesteret

    Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, hævder, at landets højesteret er blevet beskudt fra en helikopter.

    Det skriver nyhedsbureauet AP.

    Maduro kalder det påståede angreb for “et terrorangreb” og mener, at det er del af en sammensværgelse mod hans regering.

    – Jeg har aktiveret hele den væbnede styrke for at sikre freden, siger han fra sit præsidentpalads.

    – Før eller siden vil vi finde helikopteren og de ansvarlige for dette terrorangreb, siger han ifølge AFP.

    En journalist fra AP hørte lyden af skudsalver, da en blå helikopter tirsdag fløj hen over centrum af Caracas. Han kunne dog ikke fastslå, hvor skuddene kom fra.

    Episoden fandt sted, mens Maduro holdt en tv-transmitteret tale fra præsidentpaladset.

    Ifølge Maduro blev der fra helikopteren skudt mod landets højesteret med både håndvåben og granater, der dog ikke detonerede.

    – Det (angrebet, red.) kunne være endt i en tragedie med adskillige dræbte og kvæstede, siger Maduro.

    På de sociale medier kritiserer flere af Maduros modstandere ham for at forsøge at sprede frygt i befolkningen.

    /ritzau/