Lolland Kommune opsiger samarbejde med omstridt plejefirma

    Lolland Kommune har valgt at opsige samarbejdet med plejefirmaet Pleje Plus. Det har et flertal i kommunens byråd besluttet torsdag aften.

    Det skriver TV2.

    Tre gange inden har kommunen givet det private plejefirma en advarsel.

    Borgmesteren i Lolland Kommune, Holger Schou Rasmussen (S), forklarer til TV2, hvorfor kommunen nu vil stoppe samarbejdet.

    – Det vil vi, fordi vi gennem en række måneder har oplevet en massiv mængde af faglige svigt, der også har været så voldsomme, at de har givet advarsler.

    – Og derfor har vi ikke tillid til, at firmaet kan løse opgaven fremadrettet, siger Holger Schou Rasmussen (S) til TV2.

    Plejefirmaet har ifølge en rapport, som TV2 er i besiddelse af, “med stor sandsynlighed” krævet penge for pleje, som virksomheden aldrig har leveret til Lolland Kommune.

    /ritzau/