Politifolk med hunde leder efter gymnasieelev på 19 år

    Politiet har torsdag sendt flere hundepatruljer ud for at lede efter en 19-årig gymnasieelev i Fredericia. Hun blev sidste gang set mandag sidst på eftermiddagen.

    Petrine Rosenlund Stryhn blev efterlyst af Sydøstjyllands Politi onsdag, og eftersøgningen sluttede onsdag ved 22-tiden uden resultat.

    – Vi har genoptaget eftersøgningen, siger vagtchef Mikkel Ross.

    Flere hundepatruljer er sat ind på sagen, og det samme er politiets såkaldte indsatsleder.

    Desuden er efterforskere i lokalpolitiet ved at tjekke de henvendelser, som borgerne kommer med som reaktion på politiets efterlysning, der blandt andet er blevet udsendt på Twitter.

    Nedtrykt forlod den 19-årige mandag gymnasiet i byen, og hun blev derefter set i en Rema 1000-forretning på Egeskovvej.

    /ritzau/