Scleroseforeningen om EU-dom: Det er meget opsigtsvækkende

    Det er muligt for en fransk familie at bevise, at der er sammenhæng mellem en vaccine mod hepatitis B og sygdommen sklerose.

    Der fastslår EU-Domstolen i en dom onsdag.

    Dommen overrasker Klaus Høm, der er direktør for Scleroseforeningen.

    – Det er selvsagt en meget opsigtsvækkende dom. Vi hørte for 10-15 år siden om, at der var en mistanke om, at der kunne være en mulig sammenhæng, men der er i dag ingen undersøgelser, der underbygger en eventuel sammenhæng, siger han.

    EU-Domstolens afgørelse får nu Scleroseforeningen til at kigge nærmere på, om der kan være en mulig sammenhæng mellem hepatitis B-vaccinen og sklerose.

    – Vi må spørge de danske skleroseneurologer og det danske skleroseregister, om de har viden om en mulig sammenhæng, og så må vi selvfølgelig studere dommen nærmere, siger Klaus Høm.

    /ritzau/