EU vil arbejde sammen med Storbritannien – og aldrig imod Storbritannien – for at få en fair aftale.
Det siger EU’s chefforhandler, Michel Barnier, mandag aften efter første runde af forhandlingerne om det britiske exit fra EU.
Barnier siger, at “det er i vores fælles interesse at opbygge et nyt partnerskab” mellem EU og Storbritannien efter den britiske exit.
– Der vil ikke være nogen fjendtlighed fra min side, siger Barnier på et fælles pressemøde med den britiske chefforhandler, brexitminister David Davis.
– Jeg vil udvise en konstruktiv holdning solidt baseret på de 27’s interesser og opbakning, siger Barnier.
David Davis erklærer sig opmuntret af “den konstruktive tilgang, som begge sider har indtaget”.
– Det var klart lige fra starten, at vi begge ønsker at opnå det bedst mulige resultat og det stærkest mulige partnerskab, siger Davis.
– Et, der virker for Storbritannien og for EU, siger han.
/ritzau/











