FCK får slovakisk modstand på vejen mod CL

    De danske mestre fra FC København skal et smut til Slovakiet for at holde liv i drømmene om endnu et Champions League-gruppespil.

    Mandagens lodtrækning til Champions League-kvalifikationen satte Ståle Solbakkens mandskab op mod MSK Zilina fra Slovakiet.

    Zilina vandt for nylig det slovakiske mesterskab for første gang i fem sæsoner.

    Klubben har dog haft stor succes i dette årtusind med syv mesterskaber på denne side af årtusindskiftet.

    Første kamp bliver spillet i Slovakiet 11. eller 12. juli, mens der er returkamp på dansk grund 18. eller 19. juli.

    Skulle FCK løse den opgave, venter tredje kvalifikationsrunde mod en endnu ukendt modstander.

    I sidste sæson var FCK også med i Champions League, men her formåede holdet ikke at gå videre fra gruppen.

    Leicester og FC Porto besatte de to øverste pladser i gruppen og gik videre til knockoutfasen.

    FCK blev med tredjepladsen i gruppen sendt over i Europa Leagues knockoutfase, hvor Ajax Amsterdam i ottendedelsfinalen agerede stopklods.

    /ritzau/