Den britiske premierminister, Theresa May, beskriver nattens påkørsel af en menneskemængde i nærheden af en moské i London som en “forfærdelig hændelse”.
– Alle mine tanker går til de kvæstede, deres pårørende og beredskabstjenesten på stedet, siger May ifølge AP.
Kort efter midnat lokal tid kørte en varebil ind mod en menneskemængde i det nordlige London, hvor adskillige blev såret.
En mand er blevet anholdt efter episoden. Ifølge Muslim Council of Britain, der er en paraplyorganisation for muslimske foreninger i Storbritannien, påkørte bilen en gruppe mennesker tilknyttet en moské ved Finsbury Park.
Påkørslen fandt sted, mens bedende forlod moskéen efter en aftenbøn i forbindelse med ramadanen, der afholdes i denne måned.
Også lederen af den britiske opposition, Jeremy Corbyn, kommenterer episoden på Twitter:
– Jeg er i total chok over at høre om hændelsen ved Finsbury Park i aften, skriver Labour-lederen.
– Jeg har været i kontakt med moskéen, politiet og byrådet i Islington i forbindelse med hændelsen. Mine tanker går til dem, der er ramt af denne forfærdelige hændelse, skriver han på Twitter.
/ritzau/











