Vrede demonstranter forsøger fredag at storme det lokale rådhus i bydelen Kensington i London.
Det rapporterer en journalist fra nyhedsbureauet Reuters, der er på stedet.
De mange mennesker demonstrerer efter en voldsom brand i et højhus natten til onsdag. 30 mennesker er bekræftet omkommet i branden.
Politiet på stedet har forsøgt at holde demonstranterne tilbage. Der er skiftende meldinger om, hvorvidt der er trængt folk ind i bygningen, og om de er blevet derinde eller har forladt stedet igen.
Demonstranterne råbte “vi vil have retfærdighed”, da de mødte op foran rådhuset.
/ritzau/











