Løkkes undskylder indirekte for skatterod: Vi tager ansvar

    Danskernes tillid til skattevæsnet er rystet i sin grundvold.

    Det erkender statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) tirsdag i forbindelse med præsentationen af regeringens plan for endnu en omorganisering af Skat.

    Men danskerne får ikke nogen uforbeholden undskyldning fra statsministeren for de mange milliarder kroner, som fejlagtige it-systemer, centralisering og nedskæringer i Skat har kostet fælleskassen i de senere år.

    – Vi har et medansvar for de ting, der er gået godt. Og for de ting, der er gået dårligt.

    – Der er noget tillid, der er svigtet. Det har jeg også et medansvar for, siger Lars Løkke Rasmussen og tilføjer:

    – Den bedste undskyldning, man kan give er at tage ansvar for at rette på de fejl og mangler, der er. Det gør vi nu, og så nedsætter vi en kommission, der skal undersøge, hvem der har ansvar for hvad, siger Lars Løkke Rasmussen.

    I alt ni politikere fra både Venstre, Socialdemokratiet, SF og De Radikale har haft posten som skatteminister i de år, hvor tingene for alvor er gået skævt for skattevæsnet.

    Efter længere tids tøven har et politisk flertal på Christiansborg besluttet at nedsætte en kommission, der skal undersøge sagen.

    Politikerne forhandler dog fortsat om, hvad kommissionen præcist skal undersøge – og ikke mindst, hvor hurtigt.

    /ritzau/