Fra sommer næste år er der ikke længere et samlet Skat, men derimod ni forskellige styrelser i et nyt skattevæsen.
Syv af styrelserne er nye, og de skal placeres rundt omkring i landet i København, Aarhus, Aalborg, Middelfart, Roskilde og Herning. Fem af de nye styrelser og 1500 medarbejdere placeres uden for hovedstaden.
Det fremgår af regeringens plan “En skatteforvaltning i hele Danmark”, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og skatteminister Karsten Lauritzen (V) tirsdag fremlægger på et pressemøde i Statsministeriet.
De 1500 ekstra medarbejdere fordeler sig på 220 til Region Nordjylland, 620 til Region Midtjylland, 320 til Region Syddanmark og 340 til Region Sjælland. Samtidig falder antallet af medarbejdere i Region Hovedstaden med 290.
/ritzau/











