Der blev 1700 færre offentligt ansatte i første kvartal

    Antallet af offentligt ansatte faldt med 1700 i første kvartal til 711.603. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

    Det svarer til et fald på 0,2 procent.

    – Den offentlige beskæftigelse har været faldende siden starten af 2015, skriver Danmarks Statistik.

    Mens det er gået tilbage for det samlede antal ansatte inden for “offentlig forvaltning og service”, er der rekordhøjt antal ansatte i regionerne. Ved udgangen af marts var der 121.500 ansatte i regionerne.

    Antallet af ansatte i kommunerne er dog faldet til det laveste siden strukturreformen, der lagde kommunerne sammen i 2007 og skabte regionerne.

    /ritzau/