Regeringen vil helt nedlægge Skat fra næste år og erstatte det med syv styrelser med hver deres speciale.
Mandag aften kunne Socialdemokratiet og Enhedslistens skatteordførere i Berlingske læse regeringen plan for, hvordan og hvornår Skat skal nedlægges.
Både Jesper Petersen (S) og Rune Lund (EL) mener, at omstruktureringen kan være lige meget, hvis ikke der kommer mere mandskab.
– Vi kan ikke se ud af det her, at der skal komme de nødvendige medarbejdere til at løse opgaverne, siger Jesper Petersen.
– Hvis regeringen fastholder ikke at sætte det mandskab, der skal til for løse opgaven, så bliver den ikke løst. Så er det er ikke nok med nye direktører og nye adresser.
Samme anke har Rune Lund.
– Skandalerne i Skat er opstået som en cocktail af evindelige omstruktureringer og besparelser, siger han i en pressemeddelelse.
– Hvis det her bare er endnu en omstrukturering, uden nye ressourcer, så løser det ingenting.
/ritzau/











