I hele juni har danskerne frit lejde. Det betyder, at man anonymt og straffrit kan aflevere våben til politiet.
Det er der flere, som allerede har udnyttet.
Fra 1.-9. juni har politiet på landsplan således modtaget over 1600 våben af forskellig slags.
Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.
– Stor ros til alle de, der allerede har brugt muligheden for at aflevere våben anonymt og straffrit – og samtidig en opfordring til alle andre, som endnu mangler, siger politiinspektør Henrik Sønderby fra Rigspolitiets Nationalt Kriminaltekniske Center i en pressemeddelelse.
I alt er der indtil videre blevet afleveret 874 skydevåben, 228 luft- og fjedervåben og 562 blankvåben – knive, sværd og lignende.
Dertil kommer 320 eksplosivstoffer, 129 af kategorien “Andet” og betydelige mængder ammunition.
Muligheden for at aflevere våbnene anonymt og straffrit sker på grund af regeringens “Bandepakke III”.
Som følge af den blev minimumsstraffen for besiddelse af ulovlige skydevåben skærpet.
Den øgede minimumsstraf trådte i kraft 27. maj.
Det betyder, at man kommer minimum to år i fængsel, hvis man bliver pågrebet med et ulovligt skydevåben på gaden i dag.
/ritzau/











