Efter spekulationer i britiske søndagsaviser om, at udenrigsminister Boris Johnson ville udfordre premierminister Theresa May som De Konservatives leder, afliver han nu selv rygterne.
Boris Johnson skriver i et indlæg i The Sun mandag, at parlamentarikerne må se at komme ned på jorden og bakke op om den siddende regeringsleder.
– Befolkningen ønsker, at regeringen kommer videre med alt det, der skal gøres, skriver Johnson. Han lægger dog ikke skjul på, at Mays valgkamp “ikke gik godt – for at sige det mildt.”
– Budskaberne fra vores konservative parti gik tabt eller blev misforstået, skriver Johnson med tilføjelsen:
– Theresa May ledede en valgkampagne, som fik 13,7 millioner mennesker til at stemme konservativt, hvilket er det største antal konservative stemmer siden Margaret Thatchers tid.
– Herfor fortjener May sit partis opbakning. Og hun vil helt klart få den fra mig, pointerer han.
Johnson var en ledende figur i kampagnen mod britisk EU-medlemskab, og der var sidste år mange spekulationer om, at han ønskede at afløse tidligere premierminister David Cameron.
Han skriver i sit indlæg mandag, at selv om valgresultatet var en skuffelse for de konservative, så har reaktionerne været meget overdrevne. Han siger, at arbejderpartiet Labour fører sig selv bag lyset.
– At dømme efter reaktionerne i Labour er det, som om partiet vandt en jordskredssejr. Partilederen Jeremy Corbyn bliver hyldet som en messias – en mirakelmand, der får stående bifald, hvor han står og går – og de konservative er for høflige til at komme med øv-råb, skriver han.
De konservative forhandler med de nordirske unionisters parti, DUP, om en aftale, der skal sikre en ny regering. DUP fik ti mandater ved valget.
Premierministeren udskrev parlamentsvalget i den formodning, at valget ville styrke hendes konservative regering forud for de vanskelige forhandlinger om Storbritanniens udmeldelse af EU, men tværtimod tabte partiet terræn.
/ritzau/











