Helligdage i maj gav ekstra mange rejsende i Kastrup

    Maj var en travl måned for Københavns Lufthavn, som slog rekord med 2,6 millioner passagerer.

    Det oplyser lufthavnen i en pressemeddelelse mandag.

    Særligt de lange weekender omkring Kristi himmelfart og store bededag kan ses på antallet af rejsende.

    – Der er traditionelt set lidt ekstra travlt, når danskerne har tid til at rejse på forlænget weekend. Mange har i år også valgt at tage ekstra fridage og flyve længere væk på ferie.

    – Vi kan se, at antallet af rejsende på de lange, interkontinentale ruter er steget med 10,9 procent i forhold til maj sidste år, siger administrerende direktør Thomas Woldbye i pressemeddelelsen.

    I alt rejste 2.594.083 passagerer i maj.

    /ritzau/