Familie fejrer datters hjemkomst tre år efter IS-bortførsel

    En irakisk pige på seks år er blevet genforenet med sin familie, tre år efter at hun blev bortført af Islamisk Stat, bekræfter moren.

    Genforeningen blev lørdag fejret i lejren Ashti i den irakiske by Erbil, hvor familien nu er bosat efter en flugt.

    Den kristne familie blev i 2014 tvunget til at flygte fra Qaraqosh, der ligger mellem Erbil og Mosul, da den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) erobrede området.

    – Det er et mirakel, at jeg ser min datter igen, siger 46-årige Aida, pigens mor.

    Hun fortæller, at hun var i chok. Hun kunne ikke genkende sin egen datter, da pigen har ændret sig meget over de tre år.

    Familien var med en bus på flugt i august 2014, da den lille pige blev bortført af jihadister.

    Knap et halvt år senere hørte Aida via bekendte, at datteren var i live og boede hos en familie på 12 i en vestlig forstad til Mosul.

    Mosul var Islamisk Stats højborg i Irak.

    I foråret 2017 har irakiske styrker med solid støtte generobret den østlige del af Mosul. Der har været hårde kampe i den vestlige del af byen siden februar.

    I de tre år, datteren var væk, fik moren aldrig en chance for at tale med sin pige.

    Familien, som pigen boede hos, flygtede fra Mosul for nylig. Torsdag aften i denne uge blev Christinas ældste bror ringet op: Han kunne komme og hente sin lillesøster.

    Aida fortæller, at familien i Mosul havde adopteret pigen, efter at familiemedlemmer havde fundet hende grædende foran en moské for mere end to år siden.

    Flere end 120.000 kristne er flygtet i det nordlige Irak under jihadisternes fremmarch i regionen de seneste år.

    /ritzau/AFP