Pape om politiskole i Fredericia: Plads til 300 betjente

    Der bliver oprettet en midlertidig politiskole på Ryes Kaserne i Fredericia fra 2018, indtil politiskolen i Vejle står klar.

    Det siger justitsminister Søren Pape Poulsen (K) efter et møde i kredsen bag politiaftalen onsdag.

    – Det gode ved Fredericia er, at de lærekræfter, der fremadrettet skal arbejde kun har kort vej til Vejle, så de ikke skal flytte sig så langt, når den nye skole åbner, siger Søren Pape Poulsen.

    Han fastslår, at den midlertidige politiskole kan være klar i andet halvår 2018.

    – Cirka 300 betjente vil blive uddannet herfra, siger Søren Pape Poulsen.

    /ritzau/