Knæskade holder Nikolaj Markussen ude af EM-kampe

    Nikolaj Markussen er ikke med, når Danmarks herrelandshold i håndbold skal møde Holland og Letland i EM-kvalifikationen.

    Dansk Håndbold Forbund (DHF) meddeler i en pressemeddelelse, at den høje bagspiller fra Bjerringbro-Silkeborg har meldt afbud med en knæskade.

    Landstræner Nikolaj Jacobsen har valgt ikke at indkalde en erstatning til truppen.

    Landstræneren har i forvejen valgt at give adskillige stamspillere, blandt andre Mikkel Hansen, Niklas Landin og Lasse Svan Hansen, fri til de to kampe.

    Danmark har syv point for fire kampe i EM-kvalifikationsgruppe 1.

    Ungarn har fem point, mens Holland har fire point, og Letland er sidst i gruppen uden point.

    De to bedste hold i gruppen er sikret en billet til EM i Kroatien næste år.

    Den bedste treer i de syv EM-kvalifikationsgrupper kommer også med til slutrunden.

    Danmark møder Holland 14. juni på udebane. Fire dage senere tager Danmark imod Letland i Kolding.

    /ritzau/