Tidligere PET-chef imponeret over Londons politi

    Der gik blot otte minutter, fra det førte alarmopkald kom, til politiet havde skudt og dræbt de tre angribere, som stod bag terrorangrebet i den britiske hovedstad lørdag aften.

    Og det er en fremragende politiindsats, mener Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operativ chef for PET.

    – Det er ganske imponerende, at responstiden var så kort. Det har utvivlsomt reddet menneskeliv. Det er en helt utroligt hurtig reaktion.

    – Det skyldes, at det britiske politi allerede er oppe i et højt beredskabsniveau. De har været helt bevidst om, at et angreb kunne ramme igen, siger han.

    Den tidligere PET-chef mener ikke, at angrebet i London kan have været planlagt nøje. Og angreb, der ikke har været længe undervejs, er særligt farlige, da de kan være svære at opspore og stoppe.

    – Angriberne behøver ikke at have forberedt sig længe. Det her kunne være en impulsiv handling, for den har ikke krævet meget forberedelsestid.

    – Angreb med meget kort forberedelse er i aller højeste grad nogle af de farligste, fordi de er næsten umulige at opdage, siger han.

    /ritzau/