Angrebet lørdag aften i London har ikke fået Københavns Politi til at øge sit beredskab.
– Vi har et forhøjet beredskab, men det har vi jo haft i et stykke tid, siger vagtchef Henrik Brix.
Seks personer blev dræbt og 48 personer er bragt til fem forskellige sygehuse, efter to sammenhængende angreb i London lørdag aften.
Desuden blev de tre attentatmænd dræbt af betjente omkring otte minutter efter den første alarm om angrebet.
– Det er tragisk at se det ske den ene gang efter den anden, og vi frygter, at det også kan ske her. Men vi forhøjer ikke beredskabet mere end det allerede er, før PET giver os besked på det, siger Henrik Brix.
Ritzau forsøger søndag morgen af få en kommentar fra PET til angrebet i London.
/ritzau/











