Juventus-træner: Æraen er ikke slut for defensiv mur

    Juventus havde kun lukket tre mål ind i 12 Champions League-kampe i sæsonen, da holdet lørdag aften stillede op til finalen mod Real Madrid i Cardiff.

    Små to timer senere var det antal hævet til syv, for efter et sammenbrud i anden halvleg blev de italienske mestre kørt over og tabte 1-4.

    Juventus’ defensive fundament omkring veteranmålmanden Gianluigi Buffon på 39 år og de centrale forsvarsspillere Andrea Barzagli (36 år), Leonardo Bonucci (30 år) og Giorgio Chiellini (32 år) blev udspillet i flere situationer af et veloplagt Real-hold.

    Efter nederlaget ville Juventus-træner Massimiliano Allegri dog ikke høre tale om, at han snart står over for at skulle foretage store ændringer i sin aldersstegne defensive akse.

    – Nej, jeg mener ikke, at Juventus overhovedet har nået enden af æraen.

    – Buffon vil stadig være målmand i næste sæson, og Barzagli er også med næste år. De har fortsat meget at tilbyde klubben. Men vi kan forbedre holdet.

    – Vi har alle brug for at slappe af nu, men efter ferien vender vi tilbage med fornyet energi, siger Massimiliano Allegri.

    Juventus dominerede i første halvleg mod Real Madrid, men efter pausen scorede spanierne tre gange.

    – Vi spillede smukt i første halvleg, men de trådte på speederen i anden halvleg, og vi kunne ikke stå imod, siger Juventus-træneren.

    Massimiliano Allegri førte i denne sæson Juventus frem til både det italienske mesterskab og sejr i den italienske pokalturnering.

    /ritzau/