Det bliver FC Utrecht-målmanden David Jensen, der erstatter den skadede keeper Kasper Schmeichel i Danmarks landsholdstrup, der aktuelt er samlet for at møde Tyskland i en testkamp og Kasakhstan i en VM-kvalifikationskamp.
Det meddeler Dansk Boldspil-Union (DBU) på Twitter.
Her tilføjer DBU, at Henrik Dalsgaard ikke bliver klar til tirsdagens møde med Tyskland, men han rejser efterfølgende med til Kasakhstan, som holdet møder 10. juni.
I stedet har landstræner Åge Hareide udtaget offensivspilleren fra Celta Vigo Andrew Hjulsager.
/ritzau/











