Fly vender om til Melbourne med passager der ville i cockpit

    En flyvning fra Melbourne mod Kuala Lumpur i Malaysia blev noget kortere end ventet for passagererne på MH128 onsdag aften.

    Flyet vendte – kort efter at det var lettet – tilbage til den australske by, hvor sikkerhedsfolk pågreb en “forstyrrende passager”.

    Passageren ville ifølge kabinepersonalet ud i cockpittet, skriver Malaysia Airlines i en udtalelse.

    Flyet landede sikkert i Melbourne på en fjerntliggende landingsbane. Her ventede sikkerhedsfolk, som kunne tage imod passageren.

    Flyet lettede klokken 23.11 lokal tid. Det landede igen i Melbourne klokken 23.41.

    /ritzau/Reuters