Politiet efterlyser par mistænkt for bedrageri mod ældre

    Københavns Politi efterlyser en mand på 28 og en kvinde på 33, der begge er mistænkt for omfattende bedragerier mod ældre i København og andre steder på Sjælland.

    Det oplyser Københavns Politi.

    Parret blev varetægtsfængslet tirsdag in absentia i Retten på Frederiksberg.

    Ifølge politikommissær Ove Randrup hos Københavns Politi blev grundlovsforhøret afholdt for lukkede døre i retten, så det er sparsomt med oplysninger.

    – De ved, at vi eftersøger dem, og vi ved, at de holder sig skjult.

    – Det er en efterforskning, der vedrører grove bedragerier mod ældre. Vi er fortsat i efterforskning, så vi kan ikke sige, hvor mange personer det er gået ud over, men det er omfattende, siger han.

    Parret vil også blive eftersøgt internationalt.

    Manden er dansk-marokkaner og beskrives som almindelig af bygning, 171 centimeter høj med brune øjne og sort hår. Kvinden er dansk-filippiner.

    Parret har en dreng på halvandet år, som er sammen med dem.

    Politiet beder om hjælp fra borgere, der har kendskab til parrets opholdssted, eller borgere, der har set dem.

    /ritzau/