Politiet anholder kæreste efter mistænkeligt dødsfald

    Politiet betegner en 53-årig mands død i Jelling onsdag morgen som mistænkelig.

    Det fortæller Hans Hoffensetz, der er vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.

    Mandens kæreste, en 27-årig kvinde, er anholdt. Det vides ikke, hvad hun er sigtet for.

    – Hun er ikke reelt blevet præsenteret for en sigtelse endnu, siger han omkring klokken 9.30 onsdag.

    Det er på grund af omstændighederne ved mandens død, at politiet har valgt at undersøge, om der ligger en forbrydelse bag.

    Hans Hoffensetz vil ikke sige, hvilke omstændigheder der springer i øjnene hos politiet.

    – Det melder vi ud senere.

    /ritzau/