Atlético-bomber er Europas mest aktive fodboldspiller

    Den franske Atlético Madrid-angriber Antoine Griezmann har i denne sæson fået mere spilletid end alle andre fodboldspillere i Europas fem største ligaer.

    Det viser en analyse fra International Sport Studies Center (Cies) i Lausanne.

    26-årige Griezmann har i alt været involveret i 63 kampe i denne sæson, hvor det er blevet til 5454 minutter på banen.

    Med undtagelse af to ligakampe har franskmanden været på banen i alle Atlético Madrids kampe i den spanske liga. Dertil kommer 12 kampe i Champions League samt landskampe for Frankrig.

    Nummer to på listen er Leicesters nigerianske forsvarsspiller Wilfred Ndidi, der har været på banen i 5290 minutter fordelt på 61 kampe.

    Griezmanns holdkammerat Koke i Atlético Madrid er nummer tre med 5274 minutter i 62 kampe.

    Studiet fra Cies har blot medtaget spillere fra Europas fem største ligaer, hvilket er England, Frankrig, Tyskland, Portugal og Spanien.

    /ritzau/AFP