Eksmester afværger sætbolde og er videre i French Open

    Stanislas Wawrinka spillede sig tirsdag videre til anden runde i grand slam-turneringen French Open i Paris.

    Den schweiziske tennisspiller var tæt på at tabe et sæt mod slovakken Jozef Kovalik, men endte med at vinde 6-2, 7-6, 6-3.

    Tredjeseedede Stanislas Wawrinka vandt efter to servegennembrud første sæt mod Jozef Kovalik, der rangerer som nummer 152 på verdensranglisten.

    I andet sæt fik schweizeren hurtigt brudt sin serv, men han brød dog tilbage med det samme.

    I tiebreaken var Stanislas Wawrinka igen i problemer, da han kom bagud 3-6, men schweizeren afværgede tre sætbolde.

    Med i alt fem vundne point på stribe vandt han tiebreaken med cifrene 8-6.

    I tredje sæt brød schweizeren sin modstanders serv til stillingen 4-2, og derefter holdt Wawrinka serv i resten af kampen.

    Stanislas Wawrinka vandt French Open for to år siden, da han besejrede serberen Novak Djokovic i finalen.

    Sidste år røg schweizeren ud i semifinalen med et nederlag til skotten Andy Murray.

    Tyske Alexander Zverev er færdig efter et nederlag til spanske Fernando Verdasco, der vandt 6-4, 3-6, 6-4, 6-2. Kampen blev afbrudt før tredje sæt mandag aften, inden den altså blev genoptaget tirsdag.

    Niendeseedede Alexander Zverev vandt i sidste uge ATP-turneringen i Rom med en finalesejr over Novak Djokovic.

    /ritzau/