Trump slår igen mod Tyskland efter Merkels kolde skulder

    Tyskland fører en politik, som skader USA, tordner den amerikanske præsident på Twitter.

    – Vi har et stort minus på handel med Tyskland, og de (tyskerne, red.) betaler meget mindre, end de skal til Nato og militæret. Meget dårligt for USA. Det bliver lavet om, skriver Donald Trump.

    Han understreger det dårlige for USA ved at skrive nogle af de centrale ord med store bogstaver.

    Merkel har tirsdag gentaget, at Europa må stå tættere sammen. Forholdet til USA er ikke, hvad det har været, har hun sagt i utvetydige vendinger.

    Trump var i sidste uge på besøg i blandt andet Belgien og Italien, og hans opsigtsvækkende fremfærd har affødt reaktioner både hjemme og i Europa.

    I forbindelse med et Nato-topmøde valgte præsidenten for rullende kameraer at flytte Montenegros ellers ret solide premierminister, Dusko Marković, for at komme frem i forreste række.

    En anonym embedsmand i det amerikanske udenrigsministerium har ifølge avisen The Daily Beast kritiseret præsidentens opførsel.

    – Når det gælder diplomatiet, er præsident Trump som en fuld turist, siger embedsmanden ifølge det amerikanske netmedie.

    /ritzau/