Søren Herskind stopper som assistenttræner for det danske kvindelandshold i håndbold, meddeler Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.
Årsagen til stoppet skyldes øget travlhed i civilkarrieren for Herskind, som ikke længere kan finde tid til at dedikere sig til jobbet som assistent for Klavs Bruun Jørgensen.
– Jeg vil gerne starte med at understrege, at der ikke er nogen som helst dramatik i det her. Mit firma har vokset sig langt større, siden Klavs og jeg startede som landstrænere for to år siden, siger Herskind ifølge DHF.
– Jeg har derfor ikke længere mulighed for at gøre begge dele på 100 procent, og jeg er ikke typen, der går på kompromis med det, jeg laver.
Danmarks kamp mod Tyskland 8. juni bliver Herskinds sidste opgave for de danske håndboldkvinder.
Han nåede at udfylde assistentrollen i to år.
/ritzau/











