Hundredtusindvis flygter fra hvirvelstorm i Bangladesh

    Hundredtusinder af mennesker er flygtet fra kystområder i Bangladesh, hvor en cyklon tirsdag morgen er gået i land, meddeler det meteorologiske institut i landet, BMD.

    De materielle skader er omfattende, og tusindes af hjem er ødelagt. Der er ingen meldinger om omkomne foreløbigt.

    Klokken seks lokal tid gik den kraftige hvirvelstorm i land mellem Cox’s Bazar og havnebyen Chittagong, hvor der bor cirka 2,5 millioner mennesker.

    Myndighederne i det fattige og tætbefolkede land har evakueret 300.000 borgere til sikre opholdssteder.

    – De er blevet evakueret til mindst 400 tilflugtssteder, skoler og regeringsbygninger i kystområdet, siger Golam Mostofa, som koordinerer evakueringen.

    Myndighederne er klar til at evakuere en million mennesker.

    Især det muslimske rohingya-folk er udsat for fare. De bor i skure og andre faldefærdige huse i det værst ramte område.

    Der bor 300.000 rohingyaer omkring Cox’s Bazar. Det muslimske mindretal er flygtet fra vold og forfølgelse i nabolandet Myanmar.

    /ritzau/AFP