Hvis det står til australske politikere, vil dømte pædofile i fremtiden få deres pas annulleret. Det sker for at forhindre dem i at rejse udenlands og forulempe igen.
De nye, strikse regler blev tirsdag fremhævet af den australske udenrigsminister som de første i verden af sin slags, skriver nyhedsbureauet AFP.
– De nye regler vil sikre, at de, der er registreret for at have forbrudt sig seksuelt mod børn, ikke kan forlade Australien eller have et pas, siger udenrigsminister Julie Bishop.
Loven skal stemmes igennem parlamentet den kommende måned. Den skal være med til at sætte en stopper for sexturisme, der blandt andet går fra Australien til en række lande i Asien.
– Alene sidste år var der mere end 800 registrerede seksualforbrydere, der rejste udenlands, siger ministeren.
Avisen Sydney Morning Herald skriver, at der vil skulle en lovgivningsændring til, og at parlamentet skal stemme det igennem, før pasændringen kan træde i kraft.
Den australske justitsminister, Michael Keenan, bakker sin ministerkollega op.
– Det er det hårdeste nedslag mod sexturisme nogensinde, siger han.
/ritzau/











