Det britiske luftfartsselskab British Airways har aflyst alle flyafgange fra London frem til lørdag aften.
Det skyldes et it-nedbrud, skriver nyhedsbureauet Reuters.
– Vi er udsat for en fejl i vores it-systemer, der skaber alvorlige forstyrrelser af vores flyafgange, lyder det ifølge Reuters i en erklæring fra selskabet.
Selskabet tilføjer, at der ikke er noget, der tyder på, at nedbruddet er forårsaget af et cyberangreb.
Problemet er dukket op på et ubelejligt tidspunkt, hvor mange briter skal ud at rejse i forbindelse med en national helligdag på mandag.
Ifølge Reuters har problemerne skabt lange køer ved check-in skrankerne i lufthavnene Heathrow og Gatwick.
Først lørdag efter klokken 19 dansk tid skulle der være håb om, at selskabets fly igen kan flyve ud af de to lufthavne i London.
Andre europæiske luftfartsselskaber har også været ramt af it-problemer på det seneste.
I sidste måned var det tyske Lufthansa og Air France, der led under et computernedbrud, som forhindrede passagerer i at gå om bord på flyene.
It-nedbruddet hos British Airways har angiveligt ikke noget at gøre med det massive hackerangreb, der gik hårdt ud over Storbritannien for nylig.
/ritzau/Reuters











