Avis: Trumps svigersøn drøftede hemmeligt link til Putin

    Donald Trumps svigersøn, Jared Kushner, foreslog i en samtale i december med Ruslands ambassadør i USA, at der blev etableret en hemmelig kommunikationsforbindelse mellem Det Hvide Hus og den russiske regering.

    Det skriver The Washington Post natten til lørdag dansk tid.

    Oplysningerne har avisen fra unavngivne regeringskilder med indsigt i efterretningsrapporter om Kushners samtale, skriver Reuters.

    Kushner gik så vidt, skriver avisen, at han nævnte muligheden for at bruge det russiske diplomatis faciliteter i USA til at beskytte en sådan kommunikationslinje mod at blive overvåget.

    Både under valgkampagnen sidste år og nu er Jared Kushner med i Trumps kreds af rådgivere.

    Oplysningerne i The Washington Post er breaking news på blandt andet CNN.

    En juraprofessor fra Harvard, Alan Derschowitz, understreger dog over for tv-stationen, at Kushner efter alt at dømme ikke kan komme i fedtefadet som følge af historien.

    – Det burde være ulovligt, men der er ikke noget i avisens afsløringer, der peger på det, siger Alan Derschowitz.

    Men afsløringen er ifølge nyhedsbureauet AFP “endnu en sensationel detalje i strømmen af påstande, der rejser spørgsmål om Trump-lejrens forhold til russerne”.

    /ritzau/